|
15/03-08 OB-AaB 1-1 (0-0) Lagt p 19/03-08 AaB startede foråret på nogenlunde vis ved at få uafgjort på Fionia Park mod en anden medaljeaspirant, hjemmeholdet fra OB. Forårspremieren blev en lige kamp uden alt for mange chancer, men OB kom foran lige efter pausen på et selvmål af en ellers stærkt spillende Steve Olfers. Hollænderen gjorde skaden god igen ved at lægge op til Lars Nilssons debutmål, og AaB fandt sidst i kampen frem til noget af det spil, der skal bære holdet frem i Rade Pricas fravær.
Afventende forsvarsspil
Både Michael Jakobsen, Siyabonga Nomvethe og Andreas Johansson er gået glip af det meste af sæsonoptakten på grund af skader, og kun Michael Jakobsen indgik derfor i startopstillingen til sæsonens første kamp. Han optrådte på venstre back, hvorfor Martin Pedersen måtte tage plads på bænken sammen med de to profiler, og på Jakobsens normale plads i midterforsvaret spillede Steve Olfers.
Endelig var Lars 'Lasse' Nilsson makker med Jeppe Lund Curth i angrebet, hvor han gik ind som erstatning for landsmanden Rade Prica. Lars Nilsson er en helt anden type end Prica, hvorfor AaB har arbejdet på at lægge spillet om til en mere kontrabaseret stil, hvor Nilssons hurtighed skal udnyttes med spil i bagrummet bag modstandernes forsvarskæde, hvilket i hvert fald mod OB betød mere afventende forsvarsspil.
Strategien fra AaB's side var at stå lavt i forsvaret og tvinge OB til at spille ind midt i banen, hvor en af angriberne skyggede for den fra Kaiserslautern tilbagekomne Esben Hansen, mens Kasper Risgård og Thomas Augustinussen på den flade midtbane kunne vinde bolden mod Hans Henrik Andreasen og forhindre fladt spil frem mod OB's angribere.
For at tvinge OB'erne til at spille ind over midten lod AaB hjemmeholdet spille bolden rundt i bagkæden og skærmede af, så backerne ikke kunne spille frem til kantspillerne. Det var i det centrale område at man ville vinde bolden, når backen forsøgte spille derind, eller når der blev slået en lang bold, som der skulle kæmpes om første- eller andenbolde på.
Nyindkøb i fokus
Første gang Lars Nilsson var i aktion var efter to minutter, da lidt tilfældigt spil midt på banen endte med at svenskeren kunne tage bolden ned med brystet og drible forbi Jonas Troest, men Thomas Helveg nåede tilbage og fik sat en god skuldertackling ind i straffesparksfeltet. To minutter senere vandt han bolden fra Chris Sørensen ude ved sidelinjen, men Jeppe Lund Curth kunne akkurat ikke nå Thomas Enevoldsens tidlige indlæg.
Tredje aktion fra Lars Nilsson var af den chanceskabende slags, da AaB nok en gang havde held med at tvinge værterne til at slå en lang bold frem mod angriberne, hvor AaB fik spillet sig ud af problemerne. Efter en hård tackling fik Thomas Augustinussen spillet bolden frem i mellemrummet til Jeppe Curth, som førte bolden frem og fandt Nilsson i højre side, men Curth løb i det forkerte hul i forhold til svenskerens stikning.
Lars Nilsson var ikke eneste debutant på AaB-holdet, for i venstre side optrådte Anders Due, som efter en fremragende første sæson for Nordsjælland blev solgt til Vitesse Arnhem, hvor han tilbragte halvanden sæson uden den store succes. En ny bolderobring i det centrale område førte til det kontraangreb, som efter en god detalje af Kasper Risgård og en tunnel af Due selv endte med at falstringen sparkede en meters penge forbi fra kanten af feltet.
Nyt at forholde sig til
OB viste tænder for første gang efter tolv minutters spil, da Johan Absalonsen trak ned i banen, vendte rundt og spillede Jonas Borring i dybden, men den tidligere Randers-spiller Baye Djiby Fall, som senest har været en halv sæson hos Al Ain i de Forenede Arabiske Emirater, kom ikke frem til det flade indlæg. Borring blev sendt af sted med endnu en bold hen over hovedet på Allan Olesen uden at der kom afslutning på denne gang heller, inden Thomas Enevoldsen i to forsøg fik sendt et fint skud over OB's mål.
Thomas Helveg udgik med en skade allerede efter ti minutter, og han udskiftning betød en større rokade i forsvaret, hvor Chris Sørensen blev flyttet fra venstre back og ind i midterforsvaret. Efter et godt første kvarter fra AaB's side begyndte hjemmeholdet at overtage initiativet, blandt andet fordi Chris Sørensen som spillende forsvarer fik lagt nogle gode, flade afleveringer igennem AaB's midtbane, hvilket gav noget bedre betingelser for at blive farlige og for at komme til dødbolde.
Johan Absalonsen sendte efter tyve minutters spil et indlæg ind fra venstresiden, som endte med at tage overliggeren, og værterne begyndte at få mere boldbesiddelse på gæsternes banehalvdel, mens AaB for ofte forfaldt til at sparke langt mod de to angribere, som ikke har spidskompetencer i duelspillet. Godt midtvejs i halvlegen havde man dog et længerevarende angreb, hvor man tålmodigt kørte bolden rundt indtil der var plads til et indlæg fra Allan Olesen, som Jeppe Lund Curth headede lige på Arek Onyszko.
Et hurtigt taget frispark fangede AaB'erne uopmærksomme, og det udnyttede OB til at sætte Jonas Borring op til et indlæg, som Baye Djiby Fall headede forbi, da han kom højere end Steve Olfers. Halvlegens største chance blev afløst af halvlegens bedste angreb, da et indlæg endte bagest i feltet hos Lars Nilsson, som tiltrak sig tre mand og spillede skråt bagud til Kasper Risgård, der i stedet for at sparke på mål fandt Jeppe Curth på kanten af det lille felt, men omgivet af to OB'ere var der ikke helt plads nok til at vende rundt og få afsluttet.
OB lukket ned igen
AaB kom bedre med igen, da man formåede at forhindre Chris Sørensen i at lægge så mange gode afleveringer og samtidig holdt bedre fast i bolden, men omkring den halve time var OB igen nærgående, da et afværget indlæg endte med et knaldhårdt spark af Esben Hansen, som Karim Zaza dog tog sig sikkert af. Zaza greb også sikkert Hans Henrik Andreasens skud fra nært hold i en situation, hvor Baye Djiby Fall havde headet ham fri til skud fra en offsideposition.
Som nævnt begyndte AaB dog at få noget mere boldbesiddeles, og det betød blandt andet at backerne fik mulighed for at nå med frem og slå indlæg, og Thomas Enevoldsen havde en afslutning fra en spids vinkel efter Michael Jakobsens indlæg. Kort efter fik Lars Nilsson sendt et godt spark mod mål efter at AaB havde erobret bolden midt i banen og hurtigt fik spillet frem i mellemrummet, hvor Nilsson lå.
Et trælår betød at Anders Due ti minutter før pausen måtte udgå, hvilket gav plads til Siyabonga Nomvethe, mens Thomas Enevoldsen kom over i venstre side. Due havde ikke rigtigt fået markeret sig i første halvleg, hvis man ser bort fra hans skudforsøg tidligt i kampen. Nomvethe er nu heller ikke en helt tosset spiller at have siddende på bænken, selvom han endnu ikke er helt oppe i omdrejninger. Det var dog OB der lukkede halvlegen med et forsøg efter klumpspil, hvor Karim Zaza snuppede bolden for næsen af Baye Djiby Fall.
Mere boldbesiddelse
Anden halvleg startede svært uheldigt for AaB, for allerede efter et minut kom man bagud, endda på et selvmål. AaB havde mistet bolden mens Michael Jakobsen var langt fremme, men de øvrige tre forsvarsspillere var i fin balance og tvang Baye Djiby Fall til at spille ud på kanten, og lå også fint placeret til at tage sig af Jonas Borrings flade indlæg. Desværre kom Karim Zaza skidt ud og fik ikke fat i bolden, og så kunne Steve Olfers ikke undgå at ramme bolden, som for at gøre tingene endnu sværere ramte en knold og fik et højt opspring.
Ellers var det ikke ligefrem chancerne, som starten af anden halvleg bar præg af, og det første kvarter bød kun på et skud langt ude fra af Michael Jakobsen, som blev alt for højt, mens Hans Henrik Andreasens saksesparksforsøg var mere optimistisk end vellykket. Til gengæld var det meget intenst med masser af nærkampe, hvilket betød, at det meste spil igen kom til at foregå midt på banen.
AaB forsøgte i højere grad at sætte dagsordenen og havde stor overvægt i spilfordelingen efter pausen, hvor man som udgangspunkt satte spillet i gang med korte, flade afleveringer og prøvede at kombinere sig igennem OB-holdet. Heller ikke ved målspark forfaldt man til duelbolde, men spillede en simpel indersideaflevering frem til en af de fem bageste.
Meget spil på midten
De gode hensigter gav dog ikke helt den ønskede effekt, for OB forsvarede sig godt på deres egen banehalvdel, hvor de satte deres pres ind. De stod lavt på banen og efterlod ikke noget rum til dybe stikninger, mens de samtidig var så kompakte, at AaB havde svært ved at bringe angriberne i spil. Derfor kom det meste til at foregå midt på banen, hvor det ikke er helt let at score fra.
Fordi OB oftest vandt bolden i deres midtbanekæde, skulle de ikke bruge ret mange afleveringer for at spille sig til afslutning, og heller ikke midt i halvlegen, da Jonas Borring efter et godt gennembrud kunne spille skråt bagud til Johan Absalonsen. Absalonsen forsøgte at vriste sig fri til skud, men måtte til sidst spille på tværs, hvor Esben Hansen kom til, og Karim Zaza havde placeret sig rigtigt i forhold til Hansens afslutning.
Når det lykkedes AaB at spille igennem OB's midtbane - eksempelvis fordi man havde erobret bolden tilbage og havde fanget hjemmeholdet længere fremme på banen - blev det farligt næsten hver gang. Der var spillere nok der var villige til at tage løbene frem ad banen på kanterne og ind i straffesparksfeltet, så man kunne altid spille bolden fremad, men OB'erne var heller ikke sene til at komme hjem, og på indlæggene var de som regel først på bolden.
Afgørelse kunne gå begge veje
Halvlegens bedste mulighed kom efter en lang bold, hvor Jeppe Lund Curth fik fat i andenbolden og spillede på kanten til Siyabonga Nomvethe, og selvom indlægget ikke blev til noget, fastholdt AaB spillet. Michael Jakobsen spillede ind til Lars Nilsson, som spillede en vinklet aflevering ind i straffesparksfeltet, hvor Thomas Enevoldsen tvang Arek Onyszko til en superredning. Heldigvis fik AaB hjørnespark, og bagest i feltet kunne Steve Olfers heade mod mål, hvor Lars Nilsson rettede den af med sit knæ og dermed sørgede for udligningen.
Andreas Johansson var kommet ind kort inden scoring og var med til at skabe et efterfølgende AaB-overtag, idet han hele tiden kunne finde et rum at løbe i og samtidig fordelte boldene godt. Et indlæg fra Siyabonga Nomvethe blev taget ned i feltet af Lars Nilsson, og selvom han blev tacklet, var der tæt på at opstå en god mulighed for Thomas Enevoldsen, men den løse bold blev sparket væk.
På trods af at angrebene rullede ned mod OB's mål og gæsterne var i boldbesiddelse det meste af tiden, var det småt med store tilbud. AaB-spillerne virkede til at have flere kræfter i behold end deres modspillere, og den ekstra løbeindsats betød at man fandt mellemrummene inden de blev lukket. I overtiden var det dog lige omvendt, og Thomas Augustinussen måtte give alt for at lave en vigtig tackling i det lille felt. Det blev også til et par dødbolde, nogle klumpspilsituationer og en lille straffesparksappel i overtiden, men det blev ved uafgjort, og det kunne ingen af holdene rigtigt brokke sig over. |