|
16/08-07 HJK Helsinki-AaB 2-1 (1-1) Lagt p 18/08-07 AaB leverede en skuffende indsats i Helsinki og tabte 2-1 til et lidet imponerende HJK-mandskab, der nu må stå som favoritter til den samlede sejr i UEFA Cup-kvalifikationens anden runde. Spillet kom på intet tidspunkt til at flyde og der blev stort set ikke skabt en ærlig chance hele kampen, men omvendt fik finnerne heller ikke alverden ud af det overtag, de trods alt havde.
Ny opstilling igen
Efter tilgangen af Andreas Johansson har AaB søgt efter en formation, hvor man kunne få mest muligt ud af svenskeren, og til kampen i Helsinki blev der gjort et nyt forsøg igen. I fraværet af karantæneramte Rade Prica spillede Johansson helt på top sammen med Jeppe Lund Curth, hvilket gav plads til Kasper Risgård og Thomas Enevoldsen på en flad midtbane med Mattias Lindström og Siyabonga Nomvethe på kanterne.
Hjemmeholdet stillede op i en 4-2-3-1-opstilling med den tidligere Bundesligaspiller og mangeårige finske landsholdsspiller Mika Nurmela hængende lige bag den enlige angriber, Dawda Bah. Bortset fra hurtige og udfordrende Bah var det småt med gode spillere på det finske hold, men de havde indstillingen med sig, og det var nok til en fortjent sejr mod et tamt AaB-hold.
Finnerne satte sig på kampen fra start og var hele tiden et skridt foran AaB-spillerne, hvorfor de vandt alle nærkampene og dermed havde mest boldbesiddelse. De pressede AaB højt på banen og gav ingen ro til at spille bolden rundt på egen banehalvdel, hvorfor gæsterne forfaldt til håbløse lange bolde, som meget sjældent blev præcise nok til at Jeppe Lund Curth eller Andreas Johansson kunne gøre noget fornuftigt ved dem.
Det meste af spillet kom derfor til at foregå på AaB's banehalvdel, hvor HJK uden at spille flot kombinationsfodbold havde bolden det meste af tiden og også kom frem til en del standardsituationer. Der stod dog AaB på den første afslutning, da en af få vellykkede diagonalbolde til Siyabonga Nomvethe gav sydafrikaneren mulighed for at drible sig igennem til et skud, som målmand Ville Wallén tog sig af.
Nedkæmpet
Diagonalboldene fra Michael Jakobsen til højre fløj har i et stykke tid været et af AaB's farligste våben til at sætte kantspilleren i scene, men finnerne virkede godt forberedte på denne angrebsåbning. Da AaB samtidig var i undertal centralt på banen og Mattias Lindström ikke fik bolden ret ofte, fordi Martin Pedersen konsekvent slår bolden langt, gik det meste spil fra AaB's side hen over midtbanen, hvilket HJK ikke begræd.
Også i forsvaret vandt de nemlig næsten alle nærkampene, og dermed kunne de blot stå ved midterlinjen og tage imod de lange bolde og starte det næste angreb. Efter et kvarters spil fik de udbytte af dominansen, da de fangede AaB i et kontraangreb og fra venstre side spillede frem til Kabba Samura, som i to omgange snød Michael Jakobsen for til sidst at sparke bolden ind ved stolpen fra lidt uden for feltet. Jakobsen ville normalt ikke lade sig snyde af to sparkefinter og er lidt ved siden af sig selv for tiden, mens Martin S. Jensen var kommet for langt ud i den forkerte side af målet til at kunne stille noget op.
Ikke så længe efter målet blev AaB yderligere handicappet af at Thomas Enevoldsen måtte udgå med en skade og blev erstattet af Cacá, der fylder for lidt til at være central midtbanespiller. Alligevel fik AaB tilkæmpet sig et frispark lidt udenfor feltet, som Kasper Risgård desværre sendte lige forbi det ene målhjørne.
God periode
Værterne havde bolden meget og kom fint over kanterne, men kom ikke til en helt masse afslutninger, og mod slutningen af halvlegen begyndte AaB at få bedre fat. Helsinki var farligst, når deres offensive folk kom i løb mod AaB-forsvaret, og det fik de enkelte muligheder for i denne periode, med Grant Smiths gennembrud som det farligste, mens også Dawda Bah havde flere gode aktioner i dette spil.
Uden at spille flot fodbold fik AaB presset spillet længere frem, og selvom der stadig var langt mellem de gennemspillede angreb, fik man fightet sig så tæt på modstandermålet, at der var mulighed for at afslutte. Mattias Lindström havde et behjertet forsøg fra distancen efter at være søgt ind midt i banen, men skuddet voldte ikke problemer for Ville Wallén.
Kasper Risgård havde udover det gode frispark allerede haft en god mulighed på et hjørnespark, som blev blokeret, og var således mere eller mindre ene om at true HJK's mål. På Martin Pedersens frisparksindlæg lykkedes det ham også at bringe AaB på omgangshøjde, da han midt i straffesparksfeltet kastede sig ned og fik dirigeret bolden op i målhjørnet.
Ingen forbedringer i pausen
Anden halvleg var lige så dårligt spillet og begivenhedsløs som første, men finnerne viste sig lige en tand skarpere end AaB, da de bragte sig foran efter ti minutters spil. Grant Smith kom for en gangs skyld forbi Allan Olesen og slog et indlæg over bag i feltet, hvor Kabba Samura kom over Martin Pedersen og med et kraftfuldt hovedstød kunne sætte bolden i mål. Fra min position på stadion så det ud til, at Martin S. Jensen kunne være gået ud og grebet indlægget inden det blev farligt, men tvivlen skal komme ham til gode denne gang.
To minutter senere havde også AaB bolden i nettet, men Siyabonga Nomvethes hovedstødsscoring blev annulleret for offside. AaB havde ført spillet frem i højre side, spillet ind over midten og over i venstre side, hvor Martin Pedersen ti meter fra mållinjen kunne slå et indlæg ind bag forsvarslinjen. På midten var der flere AaB'ere i feltet, og muligvis snittede Mattias Lindström indlægget inden det nåede over til Nomvethe ved bageste stolpe, men den tvivlsomme offside gik som så mange andre 50/50-kendelser hjemmeholdets vej.
AaB kunne til gengæld ikke klage over den tjekkiske dommer midtvejs i halvlegen, da Martin Pedersen med hånden forhindrede finnerne i at score efter et hjørnespark. Afslutningen var en af få på en aften, hvor der ellers var rigeligt med dødbolde til især HJK Helsinki, men ligesom i spillet ude på banen lå afleveringerne for dårligt, eller også var der bare for få medspillere til at der kunne afsluttes.
Ringe fodbold
Bortset fra et forkølet skudforsøg fra Siyabonga Nomvethe er der ellers ikke meget af berette fra en elendigt spillet anden halvleg, hvor bolden skiftede hold lige så snart den passerede midterlinjen. Kunstgræsbanen var meget hurtig på grund af regnbyger i løbet af dagen, men derfor burde det nu være muligt at spille fodbold alligevel. Et hurtigt og jævnt underlag burde være guf for et teknisk godt og pasningssikkert hold, men hvis AaB hører hjemme i den kategori for tiden, skjuler de det godt.
Heller ikke indskiftninger af Patrick Kristensen og José Mota i stedet for Mattias Lindström og Jeppe Lund Curth kunne ændre på slagets gang, og således gik tiden stille og roligt uden at nogen af holdene så ud til at kunne score mere. Det lykkedes da heller ikke, og dermed kunne hjemmeholdet gå fra banen med en trods alt fortjent sejr og det bedste udgangspunkt for returkampen.
Godt nok er 2-1 i UEFA Cup-sammenhæng ikke et helt tosset resultat på udebane, men det er efterhånden så lang tid siden at AaB har spillet en god kamp, at det kan være svært at tro på en samlet sejr. Heldigvis er Rade Prica ikke længere i karantæne, når returkampen spilles, og HJK bør være til at tale med på Aalborg Stadion, hvis der vel at mærke ydes den nødvendige indsats. |