|
For de blå øjnes skyld Lagt p 11/03-07 Et blåt øje er det synlige bevis på en god weekend i Viborg, hvor vi var af sted på træningslejr med drengene. Opholdet foregik på Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg, hvor min trænermakker (/chef) er vokset op og derfor har gode forbindelser. Og eftersom han er fra Viborg er han sikkert også en del gladere for resultatet af dagens superligapremiere end jeg er.
Weekenden blev altså tilbragt sammen med de drengespillere, vi skal lære at spille (endnu bedre) fodbold i det kommende år, og det var en stor fornøjelse - især fordi vi har at gøre med en god, homogen gruppe, som fungerer godt sammen og opfører sig pænt. Derfor har vi som trænere også kunnet været sammen med spillerne på en anden måde end hvis vi hele tiden skulle sørge for, at de ikke lavede ballade, og det er sjovere både for dem og for os.
På trods af at vi var på tur fra fredag til søndag eftermiddag blev det kun til en enkelt gang fodboldtræning, og ellers blev tiden brugt på en løbetur i skoven, klatrevægsklatring og indslag om førstehjælp og udspændingsøvelser, som også blev godt modtaget, samt en lidt mere detaljeret taktisk snak end der normalt er tid til. Og så var vi i svømmehallen et par gange, hvilket altså kostede mig et blåt øje i en vandpolokamp.
Turen blev sluttet af med en træningskamp mod Viborg FF's næstbedste hold, som er et A-hold krydret med nogle mesterrækkespillere, som ikke var i aktion for førsteholdet dagen før. Kampen sluttede 2-2, men vi spillede meget flottere fodbold end dem og burde have vundet. Endnu vigtigere var det dog, at vi kunne se stor fremgang i spillet og at mange af de ting, vi havde snakket om, også blev overført til fodboldbanen. At AaB kom skidt fra start i Superligaen er en anden sag, som desværre lagde en dæmper på mit gode humør. |