Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

29/10-06 AaB-Silkeborg 1-0 (0-0)

Lagt p 03/11-06

Ikke alle sejre kan være lige flotte, men nogle gange vægter resultatet højere, og AaB's 1-0-sejr over Silkeborg var da trods alt også helt fortjent. Alligevel var der ved at gå gummiben i AaB-holdet til sidst, hvor man efter tre hjemmenederlag i træk pludselig blev så bange for at sætte føringen over styr, at man var ved at give det hele væk.

Forsigtigt hjemmehold

Startopstillingen var den samme som mod Brøndby, dvs. den bedste den kan være uden Thomas Augustinussen, som har fået et skud binyrebarkhormon i det betændte knæ og ikke ser ud til at kunne spille mere i år. Heldigvis har flere af de andre midtbanespillere tur i den for øjeblikket, så det er ikke et gabende stort hul, han har efterladt, selvom spillet fungerede bedre tidligt på sæsonen.

Med tre nederlag i træk på hjemmebane uden så meget som et enkelt mål scoret fokuserede AaB på ikke at blive for ivrige og indkassere et mål imod, som kunne tillade modstanderne at trække sig helt tilbage. Silkeborg var dog heller ikke helt ovenpå, da de havde tabt syv hjemmekampe på stribe, havde fyret træner Viggo Jensen tre dage tidligere og desuden manglede deres mest rutinerede spiller, anfører Michael Hansen.

Den nye træner Peder Knudsen fungerede som assistent under Viggo Jensen og har tidligere også selv haft ham som træner, og at dømme ud fra blot et par dages virke, har de to været nogenlunde enige om tingene. I hvert fald var der ikke lavet en helt masse om i spilkonceptet, så Silkeborg stillede som sædvanligt op i en 4-4-2-opstilling med en diamantformet midtbane, som AaB også sædvanligvis har det svært mod.

Okay indledning ikke fulgt op

Der var ikke det helt store tempo på de første minutter, hvor begge hold spillede på det sikre og holdt igen med de offensive løb. Første chance stod der AaB på, da Jeppe Lund Curth vendte med et udspark fra Jimmy Nielsen og spillede udenom centerforsvaret til Rade Prica i højre side, men Prica sparkede over. Det kunne have været en stor chance, men Curths aflevering blev for hård, så Prica fik en svær vinkel at afslutte fra, da han skulle løbe lidt væk fra målet for at komme til skud.

Minuttet efter var Dennis Flinta lige ved at slippe igennem forsvaret i et godt gennembrud, men på kanten af straffesparksfeltet blev han kantet af Danny Califf. Der så ud til at være kontakt mellem de to spillere, men dommer Jesper Overgaard så situationen som et forsøg på film og uddelte i stedet for straffesparket en advarsel til Flinta.

Nu havde begge hold fået en lille forskrækkelse i indledningen, og det fik dem til at passe endnu bedre på ikke at lave fejl. Ingen af holdene turde bringe folk nok med frem til at lægge spillet op på modstandernes banehalvdel, så angrebene blev korte, og bolden kom meget sjældent i målfelterne. Først efter et kvarter skete der næste gang noget som helst, og symptomatisk var det et frispark midt på banen, som Fredrik Winsnes sendte frem i feltet, men Danny Califf kunne ikke komme til ved bagstolpen, så han fik kun presset et hjørnespark ud af Rade Pricas forlængning.

Fint i venstresiden

AaB var en anelse bedre spillende end Silkeborg, så der var et lille overtag i boldbesiddelse til hjemmeholdet, der også kom oftest i nærheden af modstandernes mål. Fredrik Winsnes var i hopla og fik vist en del tekniske lækkerier, og det foregik primært i venstre side, hvor også Mattias Lindström slap godt fra mange driblinger. Silkeborg var dog solide i defensiven, så inde foran mål blev det aldrig til noget særligt.

Mattias Lindström stod fadder til den næste mulighed midt i halvlegen, da han tog et løb mod baglinjen for så at skære ind i banen, hvor Rasmus Würtz fandt ham med en kort aflevering. Lindström spillede bande med Rade Prica og kom fri i venstre side af straffesparksfeltet, men hans aflevering på tværs blev for upræcis til at Jeppe Lund Curth kunne nå frem til den.

Gæsternes kompakte forsvarsspil blev gjort lettere af at Siyabonga Nomvethe nok en gang spillede langt under det niveau, han viste i første del af sæsonen. Ingenting lykkes i øjeblikket for sydafrikaneren, og der må sidde spillere på bænken og føle at de kan gøre det bedre, men hans høje topniveau må vel komme til skue igen på et tidspunkt.

Chancerne kom så småt

Silkeborg havde en chance tilsvarende chance, som Hördur Sveinsson ikke nåede frem til, og selvom det aldrig blev rigtigt farligt, var der tiltag til chancer i den sidste del af halvlegen. Rasmus Würtz måtte se sin flugter blokeret, mens Mattias Lindström og Rade Pricas afslutninger udefra havde noget lavere kvalitet.

Det farligste skudforsøg kom i den anden ende af banen, hvor et Silkeborg-hjørnespark blev afvist og Siyabonge Nomvethe efterfølgende kiksede sin fremadrettede tæmning. Bolden røg ud til Henrik Schnedler, der fra 30 meters afstand hamrede til den let hoppende bold, der suste imellem alt og alle og først blev pareret inde hos Jimmy Nielsen. Dennis Flinta var offside på returbolden, som han dog også sparkede helt skævt på.

AaB måtte skifte ud kort før pausen, fordi Kasper Risgård nu også er begyndt at døje med et løberknæ, hvilket gav en tur til Michael Jakobsen i centerforsvaret, mens Martin Pedersen overtog venstre back. At det blev Martin Pedersen frem for Thomas Kortegaard, der kom på banen, må tolkes som den forsigtige løsning, og det svarede meget godt overens med det generelle indtryk på kampen.

Det skulle dog blive en helt tredje forsvarsspiller, der fik første halvlegs sidste mulighed. Fredrik Winsnes spillede en kort bold på et hjørnespark og kom dermed tilbage i en større vinkel til sit indlæg, som efter lidt tilfældigheder endte med at Rade Prica kunne heade over til venstre, hvor Danny Califf stod fri. Afleveringen blev tilpas upræcis til at Califf ikke kunne angribe bolden første gang, så han blev tvunget til at tage en berøring inden afslutningen, og så var David Preece kommet tæt nok på til at blokere.

Mere AaB-offensiv

Efter at have fulgt planen ved at undgå at komme bagud inden pausen, var det efter pauseteen tid til at spille lidt mere frigjort. Man var dog tæt på at dumme sig for fjerde hjemmekamp i træk, da Henrik Schnedler allerede i det første minut brød igennem efter at have brudt et afvist hjørnespark. Schnedler kom helt ind i feltet, men Jimmy Nielsen reddede flot hans skud.

Uden at spille flot satte AaB sig en tand mere på kampen og skabte det overtag, der skulle til for også at komme til chancer. Holdet kom længere frem, og det gav mere støtte til de to angribere, som havde måttet klare sig selv før pausen. Her havde de ventet så længe på at medspillerne nåede med frem, at silkeborgenserne kunne nå med tilbage, og derfor havde de ikke været så meget med i spillet.

Jeppe Lund Curth var den første AaB'er til at afslutte i anden halvleg, da han efter fem minutter kom først på Fredrik Winsnes' frisparksinlæg, men der var så langt til målet, at David Preece ikke havde problemer med at klare. Den ellers ustabile Silkeborg-målmand gjorde det godt med anførerbindet på, og han var også sikker på Curths næste forsøg, som var et hårdt, fladt skud mod det lange hjørne. Rasmus Würtz var kommet ind bag midtbanen og udfordre, og herfra kunne han spille skråt frem til Curth, som med en rigtigt god vending kom forbi forsvarsspilleren og fri til skud.

Mål åbnede kampen

Rasmus Würtz tog stor del i det offensive spil og var også kraftigt medvirkende til, at AaB endelig kom først på måltavlen i en hjemmekamp. Fra dybt i banen sendte han bolden diagonalt til Siyabonga Nomvethe, der driblede forbi to forsvarere to gange og kom til et indlæg, som Jeppe Curth kunne heade ind ved modsatte stolpe. Selvom han spiller som et pund pølser, er der altså stadig glimt af klasse fra Nomvethe, som senest fremtvang det afgørende straffespark i Brøndby.

I takt med at udeholdet måtte forcere mere for at fremtvinge en udligning blev der mere plads mellem deres kæder. Især foran forsvaret, hvor Martin Ørnskov Nielsen før havde sørget for at gøre mellemrummet lille, gjorde det en forskel at de blev nødt til at ofre flere folk offensivt, for Ørnskov blev nu nødt til at dække et større område indtil hans medspillere kunne nå på plads.

Således fik Rade Prica midtvejs i halvlegen plads til at løbe hele vejen på tværs foran forsvaret og spille ud til Siyabonga Nomvethe, men inde på midten headede han Nomvethes indlæg over mål. Også Jeppe Lund Curth havde et sådant løb, som endte med at han forsøgte et skud op i hjørnet fra kanten af feltet, men David Preece reddede til hjørnespark.

Jeppe Curth var meget synlig i denne del af kampen, hvor han udnyttede den ekstra plads til at lave masser af gode vendinger, gå med i spillet og udfordre med sin hurtighed og beslutsomhed. Det var også Curth der med en god aflevering på ydersiden af midterforsvareren spillede Rade Prica fri til afslutning i højre side af straffesparksfeltet. Prica sparkede hårdt mod modsatte side af målet, og David Preece måtte give en ripost, som Fredrik Winsnes fulgte op på, blot for at se Henrik Schnedler glidende redde på målstregen.

Manglende afgørelse gav panik før lukketid

AaB havde altså god kontrol over kampen, og Silkeborg kom ikke til spil, indlæg eller afslutninger mod Jimmy Nielsens mål, fordi man var fuldt indstillet på at arbejde knaldhårdt i forsvarsspillet. Første gang de var nærgående, var det til gengæld rigtigt tæt på, for Hördur Sveinsson dirigerede bolden på stolpen på Bjarni Olafur Eirikssons tidlige indlæg. Danny Califf ramte forbi bolden i sin glidende tackling, men heldigvis kunne Sveinsson kun nå at stikke låret frem. Martin Ørnskov Nielsen havde også et godt forsøg fra distancen, men det gik heldigvis lige forbi målet.

Efter de to chancer til gæsterne trak AaB sig lidt længere tilbage og levede på kontraer. Mattias Lindström spillede indskiftede Cacá fri i dybden i venstre side, og brasilianeren trak ind mod mål og afsluttede lige på David Preece. Senere blev brasilianeren nok en gang spillet fri med målmanden, da Fredrik Winsnes med en skarp, vinklet aflevering lagde bolden indenom backen, men Cacá forsøgte nok en gang at skyde selv, selvom en målsulten Rade Prica stod helt fri på midten.

I stedet blev det spændende i overtiden, da panikken pludselig bredte sig efter et godt frispark fra Henrik Schnedler, som Jimmy Nielsen reddede. Udeholdet fastholdt presset og sendte bolden ind i straffesparksfeltet, hvor Allan Olesen og Jimmy Nielsen misforstod hinanden og ikke fik taget fat i bolden, og i forvirringen blev bolden sparket til hjørnespark. Hjørnesparket blev sparket langt og headet tilbage på midten, hvor Hördur Sveinsson dirigerede bolden ud i siden af målet, men heldigvis også lige forbi stolpen.

Trods gummibenene til sidst stod AaB tilbage som en fortjent vinder af kampen, og det var da også tydeligt at se forløsningen hos spillerne, der har skuffet i de seneste hjemmekampe. Nu er man oppe på tredjepladsen, og næste modstander er Nordsjælland, som AaB plejer at have et godt tag på i Farum. Desværre kostede sejren en skade til Kasper Risgård og en karantæne til Michael Jakobsen, så det bliver et noget andet forsvar, vi kommer til at se i den kamp.

AaB-Silkeborg 1-0 (0-0)

60. 1-0 Jeppe Lund Curth

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Danny Califf, Kasper Risgård (41. Martin Pedersen), Michael Jakobsen - Siyabonga Nomvethe (76. Thomas Kortegaard), Rasmus Würtz, Fredrik Winsnes, Mattias Lindström - Rade Prica, Jeppe Lund Curth (80. Cacá).

Silkeborg

David Preece - Henrik Schnedler, Jesper Nielsen, Jens Berthel Askou, Bjarni Olafur Eiriksson - Simon Nagel (73. Søren Ulrik Vestergaard), Martin Ørnskov Nielsen, Holmar Örn Runarsson (89. Lasse Ankjær), Thomas Raun (64. Muhammed Akinci) - Dennis Flinta, Hördur Sveinsson.

Mere i samme kategori

Kampe mod Silkeborg

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk