Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

20/08-06 AaB-Randers 2-1 (1-0)

Lagt p 24/08-06

AaB generobrede Superligaens førsteplads med en 2-1-sejr over pokalvinderne fra Randers, men det var langt mere spændende end forventet og behøvet. Hjemmeholdet kunne have afgjort tingene i første halvleg, men skarpheden er ikke så stor som i sæsonens første kampe, og da defensiven også har mistet en del, kom Randers rigtigt godt med, og da de efterhånden også begyndte at skabe chancer, var udligningen meget fortjent. En forsvarsfejl kort efter udligningen gav dog AaB en ny føring, som et knækket Randers-hold ikke kunne nå at indhente.

Under pres

Thomas Augustinussens springerknæ volder efterhånden så store kvaler at han end ikke var at finde på bænken til Randers-kampen, og da Rasmus Würtz fik en rygskade i onsdagens landskamp og Fredrik Winsnes i ugens løb bukkede under med en luftvejsinfektion, var midtbaneopstillingen tvivlsom helt op til kampen. Til sidst blev de fleste dog klar, så eneste nye mand i startelleveren var Cacá, mens der også var et par rokeringer, idet Siyabonga Nomvethe røg ned på venstrekanten og Winsnes ind centralt.

Gæsterne fra Randers mødte op med et par fyrtårne i angrebet, og dem satsede de hårdt på at bringe i spil med lange bolde og indlæg. Efter ti minutter havde den lange angriber Djibi Fall headet en stor chance over mål og haft en yderligere hovedstødsafslutning efter hjørnespark, og sammen med Jesper Christiansen var han også selv med til at fremtvinge dødboldene. Holdkammeraterne var løbevillige og agressive, og i en frisk 4-4-2-opstilling med udfordrende kanter var de en noget anden udfordring end de fleste udehold på Aalborg Stadion.

Også frispark midt på banen blev sendt til duel i straffesparksfeltet, og det havde AaB'erne sit hyr med at forsvare sig mod, hvilket førte til flere standardsituationer omkring AaB-feltet, hvor de igen kunne lægge pres på. Der er heller ikke noget at sige til at de forsøgte med denne recept, for det var netop på denne måde de fremtvang det selvmål, der i forårssæsonen sendte dem i pokalfinalen på AaB's bekostning.

Kontramuligheder

De gode intentioner gav til gengæld plads i bagrummet, som AaB med vekslende held opsøgte. Ralf Pedersen havde godt fat i Rade Prica, og da Cacá ikke fylder alverden i duelspillet, løb de fleste tiltag ud i sandet. Så var der mere bid over kontraspillet langs jorden, ikke mindst i højre side, som vel nok er den stærkeste defensivt med Danny Califf, Allan Olesen, Rasmus Würtz og Mattias Lindström.

Det var her, de fleste bolderobringer fandt sted, og så kunne man uden at forivre sig spille frem i højre side over Lindström eller Cacá. Når midtbanen var overspillet var der plads til at spille ind i det centrale område til Cacá eller Fredrik Winsnes, og herfra gik det som regel over i venstre side til Rade Prica eller Siyabonga Nomvethe, som i hjørnet af straffesparksfeltet kunne udfordre, spille på tværs til afslutning eller skyde selv. Første kontramulighed tilfaldt Fredrik Winsnes midt imellem de to første Randers-chancer, og skudmuligheden kom efter netop denne recept, hvor bolden kørte fra højre, over midten, til venstre og så tilbage centralt.

Kontrangrebene i venstre side gik som regel kun igennem Siyabonga Nomvethe, der havde så meget drev, når han modtog bolden, at han med sine gode driblinger i høj fart hurtigt kom frem omkring straffesparksfeltet. Desværre gik han sjældent til baglinjen, men endte med at løbe ind i en blindgyde midt for mål, hvor der var mange Randers-folk til at forsvare. Stadig i starten af kampen kom der en chance ud af dette, da Cacá erobrede bolden og spillede ind til Nomvethe, der fra centralt hold spillede ud til Rade Prica, som tog chancen fra hjørnet af feltet, men Martin S. Jensen afværgede med en fodparade.

Den tredje opspilsvariant var sjældent succesfuld, med ledte trods det til føringsmålet efter et lille kvarters spil. Allan Olesen sendte en lang bold ned bag Randers' bagkæde, og tæt på mållinjen brugte Rade Prica sin fysik til at skubbe Issah Ahmed væk og løb herefter ind i straffesparksfeltet. Issah forsøgte at gøre skaden god igen med en glidende tackling, men endte i stedet med at begå straffespark, som Rasmus Würtz scorede på.

Bedre styr på det

Herefter mistede Randers en lille smule tro på deres muligheder, mens AaB fik mere ro over spillet og blev ved med at producere scoringsmuligheder. Kasper Risgård fik vristet sig fri til en kæmpe hovedstødschance, men headede hårdt lige forbi stolpen på Mattias Lindströms hjørnespark. Senere gik Cacá ned i banen for at modtage en fremspilning og lagde den tilbage til Siyabonga Nomvethe, der fortsatte sit løb helt over i modsatte side og spillede skarpt tilbage til venstre, hvor Rade Prica nærmest for åbent mål flugtede en meter over.

Allerede i næste angreb var Randers nærgående, da Djibi Fall i en kontra fik sat Allan Olesen og Danny Califf af med to sparkefinter, men fra kanten af feltet afsluttede han lige på Jimmy Nielsen. Den langlemmede angriber havde mange dueller med AaB's midterforsvarere, som fik hans urene stil at mærke i flere omgange, men heldigvis var han ikke lige så dygtig i afslutningerne som han var til at skabe uro.

I halvlegens sidste minutter fik Djibi Fall en ny mulighed, da Jimmy Nielsen måtte give ripost på et langskud fra Kenneth Møller Pedersen i en Randers-kontra, men Fall sparkede forbi på den store chance, og han kunne let have fået advarsel nummer to for efterfølgende at sparke bolden væk i arrigskab. AaB var dog det farligste hold, og Martin S. Jensen måtte hive en stor redning ud af ærmet for at snuppe Mattias Lindströms hårde skud efter at svenskeren var søgt ind i et hul centralt på banen. Også Cacá havde et kvalificeret skud fra distancen, og brasilianeren vist lidt af sine kvaliteter igen efter at have været ude i længere tid med en skade.

Flot Randers-spil

Efter en afvekslende første halvleg med AaB i kontrol var det et toptændt gæstehold, der kom op fra kabinerne i anden halvleg. AaB blev presset længere tilbage og formåede ikke rigtigt at slå kontra længere, men omvendt blev Randers heller ikke rigtigt farlige, selvom de fik flere dødbolde, som Jimmy Nielsen af og til havde problemer med at komme ud til. Første AaB-mulighed opstod efter cirka tyve minutter, da Fredrik Winsnes spillede igennem midtbanen til Rasmus Würtz, som fandt Cacá, der vendte rundt og sendte et skud på overliggeren i modsatte side af målet.

Randers fik først for alvor sat pres på, da de foretog en dobbeltudskiftning og gik over til at spille med en diamantformet midtbane med Kenneth Møller Pedersen som den forreste og en livlig indskifter Alex da Silva i højre side. Denne ændring var dog ikke skyld i at Kasper Risgård gik helt forkert af en lang bold og dermed gav Djibi Fall frit løb mod mål, men også denne gang var Fall god ved AaB, da han tordnede bolden forbi mål.

Inden da havde Danny Califf med en desperat tackling afværget et skud fra samme Fall efter en god aflevering fra Kenneth Møller, så det trak op til en udligning. Sådan gik det også, da Søren Pedersen lidt for let slap forbi både Jeppe Lund Curth og Allan Olesen i højre side og fik masser af tid på mållinjen til at sende en bold ind foran mål, hvor Karsten Johansen ved forreste stolpe kunne prikke bolden ind fra kort afstand.

Heldig sejr

I stedet for at satse på at ride videre på bølgen tog Randers sig efter udligningen en lille puster og tillod sig endda at forære et mål væk. Et indlæg fra Michael Jakobsen var på vej ud over mållinjen i modsatte side, da Issah Ahmed pludselig fandt ud af, at han ville tæmme bolden ned til Martin S. Jensen fra tre meters afstand. Randers-målmanden kunne kun nå at parere bolden ud på stolpen, og så var Cacá hurtig til at sparke den løse bold op i nettaget.

Med det samme erstattede Thomas Kortegaard Siyabonga Nomvethe, som efter pausen var forsvundet ud af kampen og også begyndte at se så træt ud, at han gemte sig for ikke at få bolden. Kort efter blev matchvinder Cacá også pillet fra banen til fordel for Jens-Kristian Sørensen, der gik ind som en ekstra defensiv midtbanespiller. Cacá nåede dog lige at være med i en ny chance, da han gik ned i banen og modtog bolden for siden at vende rundt og spille frem til Rade Prica, der med stor koldblodighed holdt Issah Ahmed væk og trillede bolden uden om Martin S. Jensen, men afslutningen endte på stolpen.

Randers forsøgte at hive sig selv op og fremskaffe endnu en udligning, og Karsten Johansen var ikke langt fra at score efter et hjørnespark, men i flyvende stil fik Jimmy Nielsen grebet det halvbløde hovedstød. Det blev til flere dødbolde i en hektisk slutfase, men heller ikke det at Martin S. Jensen fik lov at gå med frem ved dødboldene gav dem det ene point, de vel nok havde fortjent. Den spændende afslutning på en afvekslende kamp faldt ud til AaB's fordel, og med Nordsjællands nederlag er man tilbage på førstepladsen.

AaB-Randers 2-1 (1-0)

14. 1-0 Rasmus Würtz
79. 1-1 Karsten Johansen
82. 2-1 Cacá

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Danny Califf, Kasper Risgård, Michael Jakobsen - Mattias Lindström (71. Jeppe Lund Curth), Rasmus Würtz, Fredrik Winsnes, Siyabonga Nomvethe (83. Thomas Kortegaard) - Rade Prica, Cacá (88. Jens-Kristian Sørensen).

Randers

Martin S. Jensen - Søren Pedersen, Ralf Pedersen, Issah Ahmed, Peter Christiansen - Kenneth Møller Pedersen, Rasmus Hansen, Todor Yanchev (73. Alex da Silva), Carsten Fredgaard (32. Jonas Damborg) - Jesper Christiansen (73. Karsten Johansen), Djiby Fall.

Mere i samme kategori

Kampe mod Randers

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk