Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

06/08-05 Brøndby-AaB 3-1 (0-1)

Lagt p 08/08-05

AaB har på fire kampe bragt sig 11 point fra førstepladsen efter at man satte en fortjent 1-0-pauseføring over styr til et Brøndby-hold, der fuldstændigt kørte over udeholdet i anden halvleg. AaB havde ellers holdt Danmarksmestrene fra åbne chancer før pausen og selv bragt sig foran med Poul Hübertz' første AaB-scoring, men med indskiftningen af Morten Skoubo ændrede billedet sig drastisk.

Problemer med Jørgensen

Holdet mod Brøndby var det samme som udraderede Midtjylland en uge tidligere, med den undtagelse at Rasmus Würtz var kommet helt over sin skade og dermed skubbede Thomas Kortegaard ud på bænken. Würtz kom altså til at ligge i venstre side af en diamantmidtbane, mens både Simon Bræmer og Poul Hübertz var at finde i angrebet.

De to spillere var involveret i AaB's første chance efter få minutter, da Poul Hübertz flækkede en lang fremlægning fra Trond Andersen videre til Simon Bræmer, der flugtede lige over mål. Flugtningen kom fra en spids vinkel, der dog ikke var nær så spids som den vinkel, hvorfra Marco van Basten scorede et legendarisk mål i EM-finalen i 1988. Afslutningerne lignede hinanden, men Bræmer havde ikke helt samme held eller dygtighed som Årets Spiller i Europa 1988, 1989 og 1992.

Det var ellers Brøndby, der var kommet bedst fra start, og selvom det kun blev til et skud udefra af Mads Jørgensen og en glidende flugtning fra spids vinkel fra Jonas Kamper var Brøndby ikke helt ufarlige. AaB-midtbanen efterlod naturligt nok meget plads på kanterne, så Asbjørn Sennels og hjemvendte Thomas Rytter fik al den plads, de behøvede. Med en smal midtbane skal der megen sideforskydning til for at kunne dække banens bredde, og det udnyttede Brøndby til at slå et hav af indlæg. Er der ikke pres på boldholderen, bliver forsvarslinjen tvunget til at bakke, og det betød, at der var mange AaB'ere inde i feltet til at heade indlæggene væk. Bortset fra to klumpspilssituationer havde AaB fuld kontrol over indlæggene.

Brøndby stillede op uden deres normale spidsangriber Morten Skoubo, og det gav plads på den offensive midtbane til Mads Jørgensen, der var hjemmeholdets dominerende spiller før pausen. Hans dybdeløb ind i de frie områder førte ofte til halvfarlige situationer, fordi AaB's forsvar blev lokket væk fra deres pladser. Deres kanter lå meget bredt og strak AaB's bagkæde ud, og når Johan Elmander så løb ned i banen, trak han en midterforsvarer med sig noget af vejen. Dermed blev der plads for Mads Jørgensen at løbe på, men til gengæld var der ikke rigtigt medspillere i feltet, så den tilbageværende midterforsvarer kunne koncentrere sig om Jørgensen.

Glat bane

På trods af store mængder nedbør i dagene op til kampen og på kampdagen havde Brøndby valgt vanen tro at vande banen, og det gjorde banen utroligt glat. I de første ti minutter skvattede både Rasmus Würtz, Simon Bræmer og Trond Andersen, og Allan Olesen skal være glad for at han ikke fik en advarsel, da han satsede i en tackling for at redde efter Tronds fald.

I den sidste ende var det dog AaB, der profiterede af den glatte bane, da Marcus Lantz gled foran eget felt, hvorefter AaB satte pres på og med to tacklinger af Poul Hübertz og Simon Bræmer fik kæmpet sig til en løs bold, som Hübertz via stolpen sparkede ind fra kanten af straffesparksfeltet. Kort forinden havde Brøndby haft en kontrachance, hvor Michael Jakobsen på helt forrygende vis havde taget bolden fra Jonas Kamper. Han holdt sig på benene både i løbeduellen og da Kamper forsøgte at finte sig forbi, og til sidst kunne Jakobsen pille bolden fra Kamper og spille fremad.

Michael Jakobsen var med afstand kampens bedste spiller, og især i mand-mand-duellerne var han overlegen. Han blev på fødderne hele tiden og skærmede modspillerne af, indtil de forsøgte et eller andet, og så tog han bolden fra dem. Ingen kunne løbe udenom ham og ingen kunne drible forbi, og også i luften var han først på det hele. Kun en enkelt gang måtte han ned og ligge, men det kostede til gengæld også en karantænegivende advarsel, da Rasmus Würtz og Allan K. Jepsen med en stor misforståelse havde ladet Jonas Kamper slippe forbi.

AaB i kontrol

AaB var inden målet begyndt at spille lidt mere med bolden og var på den måde kommet ud af Brøndbys pres. Dermed skete Brøndbys bolderobringer længere tilbage på banen, og deres spil blev i højere grad lagt over på omstillingsfasen, hvorfor forsvaret ikke kunne nå frem og deltage i generobringen, når bolden blev tabt. Normalt er Brøndby farlige på tidlige indlæg, men Johan Elmander vil hellere gå ned i banen end løbe dybt, så der var ingen at slå indlæggene til. Derfor var to gode skudforsøg fra Jonas Kamper og de nævnte klumpspilssituationer det farligste, Brøndby havde at byde på resten af halvlegen.

Straks efter målet byttede Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen plads, så det nu var Augustinussen, der lå i venstre side. Resten af halvlegen var AaB dominerende og spillede bolden rundt med stor tålmodighed, så det var Brøndby, der måtte forsvare sig, hvilket de ikke gør helt så godt som de angriber. AaB havde mod slutningen af halvlegen et angreb, hvor de havde bolden i næsten et minut og spillede bolden roligt rundt, indtil Thomas Augustinussen fik muligheden for at sparke på mål. Indtil da havde AaB'erne haft 15 sammenhængende afleveringer, og det er ikke noget, alle hold formår på Brøndby Stadion.

Der var god bevægelse blandt de offensive folk, og angriberne kom skiftevis ud på kanten for at tage del i spillet, mens midtbanespillerne også var villige til at søge ind i feltet. Backerne tog ikke mange chancer med offensive løb, men spillede fejlfrit med bolden og turde også drible, når det var nødvendigt for at holde fast i bolden. Allan Olesen kan godt komme i problemer, når han løber med bolden, men traf den rigtige beslutning hver gang og spillede også med stort overblik defensivt.

Især i det sidste kvarter stod der AaB på det meste, og med lidt held kunne man godt have ført 2-0 ved pausen. Thomas Augustinussen var tæt på at spille Martin Ericsson fri i feltet med et lille vip, men bolden blev akkurat for lang, og istedet blev vinklen så spids, at Casper Ankergren kunne dække hele målet af. Simon Bræmer havde også et hovedstød lige forbi mål efter et hjørnespark.

Den bedste mulighed kom dog, da Casper Ankergren tabte et indlæg ned for fødderne af Mattias Lindström. Lindströms træk ind mod midten blev en anelse for langt, så han blev presset bagfra og afsluttede skævt. I stedet for at trække udenom Ankergren kunne han have spillet Poul Hübertz på midten, og Hübertz burde også have fået bolden af Simon Bræmer, som Lindströms kiksede afslutning endte hos.

En verden til forskel

Hele sidste sæson lukkede Brøndby kun seks mål ind på hjemmebane, og Poul Hübertz' mål var det første indkasserede mål i ni hjemmekampe, og det skyldes først og fremmest, at de har haft bolden det meste af tiden. Få hold er dygtige nok til at spille sig ud af Brøndbys agressive pres og true deres forsvar, og dermed skal forsvaret blot tage sig af vækspark fra et presset modstanderhold. Sådan kom kampen også til at forløbe efter pausen.

Brøndby havde benyttet pausen til at skifte Morten Skoubo ind, og dermed var der lagt op til flere slagsmål i AaB's felt. Trond Andersen havde store problemer i duellerne med kropsstærke Skoubo, og da hele holdet samtidig satte sig mere igennem i nærkampene, kom AaB under et gevaldigt pres. Det hjalp selvfølgelig ikke, at en svag dommer Knud Stadsgaard gav dem en hel serie af frispark, hvoraf mange var af tvivlsom karakter.

Efter fem minutter havde Brøndby allerede fået fire frispark, hvoraf de to direkte forsøg fra Daniel Agger og Martin Retov var halvfarlige. I fjerde forsøg gav det mål, da Johan Elmanders skud i muren endte for fødderne af Martin Retov, der hamrede bolden ind bag Jimmy Nielsen. AaB's gode første halvleg var nu tabt på gulvet, og et determineret Brøndby-hold jagtede flere scoringer.

Med Morten Skoubo på banen blev Brøndbys spil mere direkte, og den kendte stil med diagonalbolde til en stærk angriber blev fundet frem. Jonas Kamper og Mads Jørgensen, der nu spillede venstre kant, søgte ind i banen for at fange returbolde, og Kamper havde tre gode skudforsøg i den efterfølgende periode. Han spillede også fint med bolden og var en langt bedre spiller, end jeg har set ham før, hvor kun hans løb på kanten og hårde indlæg har været noget værd. Også Morten Skoubo havde et skudforsøg, og han ramte for en gangs skyld inden for målrammen.

Bange AaB'ere

AaB-spillerne var rystede og turde ikke andet end at sparke lange bolde frem mod angriberne, som sjældent fik fat i bolden. Lykkedes det for en gangs skyld at få spillet sig over midten, blev spillet så hektisk, at der blev begået tekniske fejl. Spillerne var bange for de knubs, der kommer når man har bolden, og Mattias Lindström skyndte sig eksempelvis at sparke bolden ind i feltet, uanset at der ikke var nogen derinde.

Poul Hübertz luntede dovent rundt efter at have lagt stort pres på forsvaret før pausen, og det var ikke unaturligt at skifte de to spillere ud, selvom Martin Ericsson, Thomas Augustinussen og Trond Andersen sikkert også havde været kandidater. Trond Andersen var i øvrigt lige ved at få sig selv sendt af banen, da han hægtede Morten Skoubo, som ellers havde haft frit løb, men dommeren overså, at han bevidst stak benet ud.

I en hektisk fase under pres har man brug for, at de rutinerede spillere træder i karakter og forholder sig roligt, men sådan en spiller findes ikke på AaB's midtbane. Allan Gaarde var sidste sæson manden, man altid kunne spille og som kunne holde på bolden, men han er beklageligvis væk nu, og Martin Ericsson var under alt for stort pres centralt til at han kunne gøre sig fri. Trond Andersen er en anden spiller med den nødvendige ro og teknik, men han havde rigeligt at gøre med at holde styr på Morten Skoubo.

De unge spillere i Michael Jakobsen, Rasmus Würtz og Simon Bræmer kæmpede det bedste de havde lært, men fight er sjældent nok til at holde modstanderne væk. Man skal også turde spille med bolden og selv vise initiativ, for ellers tvinger man ikke modstanderne til at arbejde defensivt også. Erik Hamrén forsøgte at ændre slagets gang med en dobbeltudskiftning og et skifte til en flad firekæde på midtbanen med forårets succesduo centralt, men da var det allerede for sent.

Hjemmedommer

Knud Stadsgaard havde nemlig endnu en gang givet Brøndby et billigt frispark, og en uopmærksom AaB-defensiv lod Mads Jørgensen stå helt fri i feltet, hvorfra han kunne afslutte på den flade tværaflevering. Afslutningen blev kikset, og havde det ikke været for Rasmus Würtz' afretning var den gået forbi mål.

De to unge indskiftere kom ind med god energi og var medvirkende til en kort AaB-opblussen. De hurtige kantspillere kom godt over kanterne med dybe løb og kom blandt andet frem til et indlæg, der gav AaB det første hjørnespark efter pausen. Michael Jakobsen kom til afslutning på hjørnesparket, men hans hovedstød blev blokeret. Thomas Kortegaard nåede også at blive den tredje spiller, som Marcus Lantz enten skubbede eller sparkede omkuld efter at bolden var væk. Dommeren var selvfølgelig ligeglad, ligesom han var det da Jonas Kamper skubbede Michael Jakobsen omkuld efter et stort Augustinussen-frispark.

Som om det ikke var nok, forærede Knud Stadsgaard Brøndby et straffespark, da Morten Skoubo snublede i straffesparksfeltet. Jimmy Nielsen snubbede sit 13. straffespark ud af 31 mulige i Superligaen, da Johan Elmander for gud ved hvilken gang viste sine manglende evner som afslutter. Det reddede straffespark burde have givet AaB-spillerne et ekstra skud gejst, men næven blev ikke knyttet.

Tværtimod fik Johan Elmander den næste store chance, da Marcus Lantz fandt ham med et lob ind i feltet, men Michael Jakobsen kom med fuld risiko og fik tacklet Elmander. Tidligere havde Martin Retov sparket et frispark lige over, og Morten Skoubo sparkede ved siden af mål, da Trond Andersen mistede bolden i en dribling. Tronds dribling på kanten af feltet var måske lidt for risikabel, men man bliver også nødt til at holde fast i bolden.

Sidste pres

Først hen mod slutningen begyndte AaB at true Brøndbys mål igen. Michael Jakobsen var hurtig til at tage et frispark, og så kunne Jacob Sørensen slå et indlæg, der akkurat var for høj til Simon Bræmer. Taz og Bræmer var også mændene bag en god aflevering til Allan Olesen efter at Rasmus Würtz havde vendt flot med bolden og spillet op midt i banen, men Olesen valgte at skyde på mål fra en spids vinkel i stedet for at spille på tværs. Han har stadig ikke scoret for AaB.

Brøndby følte sig ikke sikre på sejren og skiftede Johan Elmander ud for Dan Anton Johansen, hvorefter Jonas Kamper blev Morten Skoubos makker i angrebet. To gange løb Kamper fra AaB-forsvaret, og hvor det første gang blev til et skud i sidenettet var han mere kølig i anden omgang og scorede, da han fangede Jimmy Nielsen på det forkerte ben. Casper Ankergren havde næstsidste fod på bolden, idet det var en lang aflevering fra ham, som Trond Andersen og Michael Jakobsen i fællesskab lod løbe forbi.

Målet faldt først to minutter inde i overtiden, og inden da havde Michael Jakobsen haft en gylden mulighed for at udligne. For en gangs skyld fik AaB et tyndt frispark, og Jakobsen løb sig smart fri på bageste stolpe, men fik ikke fart på hovedstødet. AaB havde ikke fortjent en udligning, men Michael Jakobsen havde afgjort fortjent at score efter en kamp på uhørt højt niveau.

AaB er med nederlaget igen under nedrykningsstregen, og kun Horsens har scoret færre mål. Der skal til at scores på chancerne, for ellers får vi ikke de point, der er nødvendige for at komme op i toppen. Og to gode halvlege i samme kamp er også et krav, eller også skal den gode halvleg bare være efter pausen, så man ved, hvor mange mål der skal til. Uanset hvad, har vi hårdt brug for en sejr.

Brøndby-AaB 3-1 (0-1)

15. 0-1 Poul Hübertz
51. 1-1 Martin Retov
63. 2-1 Mads Jørgensen
90. 3-1 Jonas Kamper

Brøndby

Casper Ankergren - Thomas Rytter, Per Nielsen, Daniel Agger, Asbjørn Sennels - Martin Retov, Marcus Lantz - Jonas Kamper, Mads Jørgensen (80. Kim Daugaard), Kasper Lorentzen (46. Morten Skoubo) - Johan Elmander (88. Dan Anton Johansen).

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Trond Andersen, Michael Jakobsen, Allan K. Jepsen - Mattias Lindström (64. Jacob Sørensen), Thomas Augustinussen, Martin Ericsson, Rasmus Würtz - Poul Hübertz (64. Thomas Kortegaard), Simon Bræmer.

Mere i samme kategori

Kampe mod Brøndby

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Kommentarer

Af Jorn (16/08-05 kl. 16:16)
- How are you, Did you have red and white sunglasses on when you saw this game don't blame the referee. At least they did better this weekend, better referee? Jorn

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk