|
Fremragende råmateriale Lagt p 04/05-05 Siden jeg sidste sommer hørte det aalborgensiske band Raastof til Rock Galla i Aalborg har jeg ikke kunnet vente på deres første udgivelse. Efter flere forsinkelser på tilsammen mere end et halvt år har jeg nu endelig modtaget EP'en Raw Material, og den har været hele ventetiden værd.
Resultatet er nemlig en velproduceret (jeg er ikke helt sikker på, hvad ordet egentlig dækker over, men lyden på EP'en klinger i hvert fald professionelt) plade med fem gode numre på. Musikken kan bedst betegnes som langsom, storladen og atmosfærisk rockmusik, men på en anden måde end det, Sigur Rós leverer. Raw Material minder i sin stil mere om Nova fra det norske Bergen-band Corvine, der desværre ikke længere eksisterer, og kun nåede at udgive en meget anbefalelsesværdig EP. Både den karakteristiske stemme fra sanger Radomir Gluhovic og den generelle fokus på elektrisk guitar adskiller Raastof fra Sigur Rós, der mere benytter sig af keyboards til deres lydflader.
Hvis musikken lyder til at være noget for dig, vil jeg anbefale dig at anskaffe dig et eksemplar. Det kan i øvrigt kan bestilles via bandets hjemmeside, hvor også et par af sangene kan downloades. Jeg glæder mig allerede til det næste udspil... |