17/10-04 AGF-AaB 2-2 (2-2)

Lagt p 19/10-04

Den jyske klassiker blev en forrygende kamp, hvor AaB godt nok var det mindst gode hold, men sagtens kunne være løbet af med alle tre point. Den midterste halvdel af kampen var meget lige, men ellers var AGF toneangivende og skabte panik i AaBs felt med massevis af indlæg. AaB formåede slet ikke at lægge pres på AGF og kom derfor til at stå langt tilbage og forsvare sig.

Når det lykkedes at erobre bolden, var spillet selvsikkert, hvilket gav chancer nok til flere mål. Begge hold spillede med stor selvtillid, hvilket blandt andet sås i de to spilstærke midterforsvar, som sjældent gav bolden væk. Konstruktive bolderobringer var basis for hurtigt omstillingsspil, og derfor bølgede kampen frem og tilbage.

Scoring efter 75 sekunder

David Nielsen var naturligvis tilbage efter sin karantæne, hvilket sendte Christian Lundberg ud på bænken. Ellers var holdet det samme som to uger tidligere mod Silkeborg, og Martin Ericsson spillede altså trods den tvivl om hans overbelastede lår, der havde været i ugen op til kampen.

I starten af kampen så det dog ikke ud til, at AaB-holdet nærmest har været uændret i to måneder, for de formåede ikke at forsvare sig mod - skal det medgives - godt spillende AGF. Der gik ikke mere en godt et minut, før bolden lå i netmaskerne bag Jimmy Nielsen. Efter et indkast fik Nicklas Carlsson muligheden for at spille Stig Tøfting fri på baglinjen, hvorfra han kunne sende bolden ind i panden på Tobias Grahn, som scorede sit sjette mål i otte kampe for AGF.

Det var som om, AaB ikke var forberedt på et AGF-stormløb fra starten af kampen, for man magtede ikke at sætte sig igennem fysisk og kunne derfor heller ikke holde fast i bolden. AGF var til gengæld agressive og spillede især bolden frem i højre side, hvor Stig Tøfting det meste af tiden placerede sig ude ved sidelinjen midt imellem Allan Gaarde og Allan K. Jepsen, så han kom til at stå fri. Hvis Allan Jepsen gik lidt frem for at forhindre ham i at modtage bolden, var både en hurtig og teknisk stærk Tobias Grahn og de to angribere gode til at udnytte tomrummet bag ham til at modtage bolden.

Dårligt forsvarsspil

AaB fik aldrig tilpasset forsvarsspillet på AGFs ensidige satsning på at angribe i højre side. Man kunne sagtens have skubbet holdet længere mod venstre for på den måde at give AGF mindre plads at spille på, men det gjorde man ikke. Stig Tøfting er en langt bedre spiller end Søren Pedersen på den modsatte kant, og Allan Gaarde er for langsom til at kunne dække ordentligt op, så der var argumenter nok for at fokusere mere på venstresiden.

Problemerne med Stig Tøfting kunne også have været løst ved at presse forsvarskæden længere frem - igen for at minimere spilpladsen. Bortset fra Tobias Grahn på den offensive midtbane hører spillerne på den offensive del af AGF-holdet ikke til de hurtigste, og derfor ville der ikke være nogen stor risiko forbundet med at give mere plads bag ved forsvaret.

Forskellen i agressivitet kunne også ses på hjørnesparksstatistikken, hvor AGF de første seksten minutter kom frem til ikke færre end seks hjørnespark, og de kom til afslutning på de fleste. Ikke nødvendigvis på selve hjørnesparket, men udenfor feltet var der altid en AGFer klar til at modtage bolden og sende den ind i feltet igen. Generelt havde de mange folk i og omkring feltet når de angreb, og derfor kom der rigtigt mange indlæg og efterfølgende afslutninger. Havde AaB forsvaret sig bedre, ville AGF ikke kunne komme så tæt på mål at indlæggene blev farlige, men tit kom bolden helt ind i det lille felt, før den blev afværget.

At opbygge et angreb

Den manglende hurtighed i AGF-offensiven kunne især ses i kontrafasen, hvor de næsten aldrig blev farlige. Et par gange var Allan Jepsen kommet så langt frem i angrebet, at der var tid nok til at Stig Tøfting kunne holde på bolden og vente på medspillerne. Som regel kunne kontraerne dog optrevles uden større vanskeligheder, og derfor blev der også plads til AaB at spille på.

Til at starte med havde AaB dog ikke held med de offensive tiltag, og den sidste aflevering gennem forsvarskæden blev for upræcis eller for hård. Der var selvfølgelig meget plads i AaBs højreside, når AGF angreb modsat, men Jacob Sørensens første udfordringer var ikke gode nok, eller også manglede indlægget kvalitet.

Der var også en situation, hvor Allan Olesen spillede bolden ned bag Shane Cansdell-Sherriff, så Taz kunne komme i løbeduel med ham, men det fik David Nielsen ødelagt. Han løb nemlig også over mod højre, og derfor trak han Jesper Sørensen med sig, og han kunne opsnappe den lange aflevering. Havde David holdt sig på midten, var Sørensen også blevet der, og så havde Taz kunnet modtage bolden på kanten af feltet.

Det havde han muligvis også kunnet gøre, hvis Allan Olesens aflevering havde ligget længere ude i siden. I det hele taget viser det mislykkede angreb, hvor mange ting der skal passe sammen for at lave et succesfuldt angreb. Medspillerne skal placere sig, så der er plads til boldmodtageren, løbene skal komme på de rigtige tidspunkter, og afleveringerne skal have den rette fart og præcision. Samtidig skal spillerne have den samme idé eller kunne opfatte spillet hurtigt, så de ikke ødelægger det for hinanden. David Nielsens idé har givetvis været, at han kunne fungere som bande eller target player i situationen, og dermed kom han til at gøre rummet mindre for Jacob Sørensen.

Fint angrebsspil

Som første halvleg skred frem blev AaBs offensive spil lidt bedre, og der begyndte at komme afslutning på angrebene, blandt andet i form at skud fra Allan Gaarde og David Nielsen, som dog røg lige ved siden af. Der blev spillet med stor selvtillid, og selv den unge centrale midtbane i skikkelse af Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz var ikke bange for at vende med bolden i pressede situationer, som nærkampe med Brian Steen Nielsen og Stig Tøfting vist må gå ind under.

Forbedringen kom blandt andet af, at de to angribere David Nielsen og Martin Ericsson kom mere med i spillet ved at søge ned i banen, væk fra centerforsvaret. AGF spillede med en diamantformet midtbane, og da kanterne lå forholdsvist bredt, var der plads til at spille ind igennem midten. Tobias Grahn deltog ikke så meget i det defensive arbejde, så der var kun Brian Steen Nielsen tilbage til at dække op, og når AaBs centrale midtbane fik hjælp af en angriber, var det en stor opgave.

Selvom AaB nu viste tænder gik det på ingen måde ud over AGFs spil, og Morten Rasmussen fik en kæmpechance efter et lille kvarter. Allan Jepsen blev fanget højt oppe på banen, da et AaB-angreb løb ud i sandet, og det udnyttede en rigtigt godt spillende Nicklas Carlsson til at spille bolden ned bag ham, hvor Helgi Sigurdsson var søgt ud. Inde på midten gav Trond Andersen en meter i markeringen til Morten Rasmussen, der kunne afsluttede fladt på indlægget. Jimmy Nielsen var hurtig på stregen og fik blokeret.

På deres næste angreb headede Tobias Grahn lige over på et hjørnespark, der igen var fremkommet ved at Helgi Sigurdsson fandt plads at løbe på bag Allan K. Jepsen. Senere skabte Nicklas Carlsson en god mulighed ved at spurte helt nede fra forsvaret og ind i feltet, hvor AaB pludselig ikke var i overtal. Allan Olesen var manden med den vigtige blokering på Helgi Sigurdssons skud på nedfaldsbolden. Tobias Grahn havde også et kanonhug udefra, som Jimmy Nielsen lige fik snittet, så bolden ramte undersiden af overliggeren og ramte ned lige foran målstregen.

To hurtige mål satte AaB igang

AGF havde således to gode muligheder for at komme foran igen, for imellem chancerne havde AaB fået udlignet på Kristoffer Arvhages første AaB-mål i hans femte kamp. Midt oppe på banen i højre side sparkede Allan K. Jepsen et frispark ind midt i feltet, og her nåede Arvhage bolden før en lidt passiv Rune Pedersen, som også havde en lille andel i det andet mål.

Det ufortjente føringsmål kom efter en genialitet fra Allan Gaarde, der først prikkede bolden hen til Thomas Augustinussen istedet for at tackle igennem. Det gav Augu muligheden for at give ham bolden igen, og med to hurtige retningsskift på et snævert område fik Gaarde sat tre mand af og kunne spille bolden ud til en fri Jacob Sørensen på kanten. Taz udfordrede en gennem hele kampen tøvende Shane Cansdell-Sherriff og sendte bolden ind foran, hvor Rune Pedersen kun fik fistet bolden væk. Den røg lige ud i hovedet på Allan Gaarde, som havde let ved at passere en nu liggende målmand. Rune Pedersen burde nok have afværget situationen bedre, men havde omvendt også nok at se til med at nå indlægget før David Nielsen.

De to scoringer tog pusten fra AGFerne, som i den efterfølgende periode ikke skabte det helt store, og faktisk kun havde ét hjørnespark mere inden pausen, men her var Leon Andreasen også tæt på at score. De havde til gengæld to frispark fra venstre side, der begge gav afslutninger, men opspillet blev for det meste bremset af AaB-defensiven, der nu havde luret, at det hele skete i venstre side.

Istedet var det AaBs tur til at være det bedste hold, og Jacob Sørensen fik mange bolde at arbejde med på højrekanten. Et af hans indlæg blev headet tilbage i feltet, hvor Rasmus Würtz saksesparkede forbi mål. Han havde også selv et godt forsøg, men Rune Pedersen klarede det hårde venstrebensskud, der kom efter fint sammenspil med Martin Ericsson. AaB kom i den periode frem til et par hjørnespark også, og på et af dem fik Jacob Sørensen et skud blokeret, efter at hjørnesparket i første omgang var blevet afværget af Rune Pedersen.

Mod slutningen kom AGF med igen, da de også begyndte at slå indlæg fra venstre og havde blandt andet en afslutning fra Morten Rasmussen, der skød fra kanten af feltet. Stig Tøfting kom tæt på med et hovedstød efter en dyb aflevering fra venstre side, og så skulle man tro, AaB-forsvaret var advaret. Lige inden pausen udlignede Morten Rasmussen alligevel, da forsvaret lod sig falde for langt ned mod egen mål, hvilket gav Rasmussen lejlighed til at score kampens fjerde hovedstødsmål fra kanten af det lille felt.

Farlige Gaarde

Stig Tøfting fik anden halvlegs første mulighed, da Allan Jepsen glemte den gyldne regel om, at en forsvarsspiller aldrig må lade bolden ramme jorden. Istedet hoppede den over ham og hen til Tøfting, som dog var placeret i så spids en vinkel, at det ikke blev rigtigt farligt. Indlægget kom fra venstre side, som AGF var begyndt at bruge på lige fod med højre.

AaBs spil havde stadig udgangspunkt i højre side, hvor Jacob Sørensen som regel havde let ved at modtage bolden og komme til indlæg. Som i første halvleg startede det som regel med en bolderobring i venstre side, hvorefter bolden blev spillet ind i midten til en af angriberne eller en central midtbanespiller og videre over på højrekanten.

Indlæggene fra højre side betød, at Allan Gaarde havde mulighed for at komme til afslutning, og han var klart AaBs farligste mand kampen igennem. Tre gange havde han chancen, men hans hovedstød røg forbi, og hans to skud sad lige på Rune Pedersen. Den ene skud var et hurtigt taget frispark fra Trond Andersen, hvor David Nielsen gjorde det helt rigtige og gik ind mod midten og trak sin opdækker med sig, hvormed der blev plads til at Gaarde kunne tæmme bolden og skyde.

David Nielsen havde ellers ikke sin bedste dag og lavede en del tekniske fejl, men hans betydning for holdet så man, da han måtte udgå et lille kvarter før tid. Han havde fået en bold på kæben i en normal nærkamp, men blev herefter så groggy, at han ikke kunne fortsætte. Efter udskiftningen var AaB ikke i nærheden af AGFs mål, og man blev presset længere tilbage på banen.

Igen AGF i teten

Jacob Sørensen udgik på samme tid, og hans træthed mod slutningen var en af årsagerne til, at AaB ikke lykkedes med så meget frem ad banen. Lige inden de gik ud var de dog hovedmændene bag endnu en stor AaB-chance. På det flade indlæg fra baglinjen modtog David Nielsen bolden med ryggen til mål, og han fik hverken vendt rundt eller spillet bolden tilbage til Martin Ericsson i tide.

Det var dog mere og mere AGF, der styrede kampen, og AaBs midtbane så mere og mere trætte ud. Martin Ericsson virkede også mærket af sin skade og fik aldrig helt sat sit aftryk på kampen. Rasmus Würtz var den eneste, der havde spillet landskampe, men var faktisk den, der så mest frisk ud. De andre hang i bremsen, så AaB kom til at stå længere og længere tilbage på banen. Wellington fik chancen for at vise sine kvaliteter, men faldt igennem især i presspillet. Mens David Nielsen var til behandling fik indskiftede Danilo Arrieta AGFs største chance, da han drejede et indlæg fra Morten Rasmussen lige forbi stolpen.

Det sidste kvarter så AaB-spillerne ikke meget til bolden bortset fra det opspil, der førte til den sidste chance til Allan Gaarde. AGF-afslutninger kom der nogle stykker af, men åbne chancer blev holdt på et minimum. Presset var dog massivt, så da Kim Milton Nielsen fløjtede kampen af, var der stor lettelse at spore hos AaBerne på tilskuerrækkerne. Det kunne være gået meget værre, og nu kommer der istedet hjemmekampe mod Herfølge og Randers til at forbedre placeringen i.